Status på fjernvarmen: Arbejdet skrider fremad
Status på fjernvarmen: Arbejdet skrider fremad
Arbejdet med at få mere fjernvarme til Brøndby Kommune skrider fremad. Vi udarbejder lige nu en tidsplan i Glostrup Syd og venter på tilbud fra entreprenører i Vesterled.
Vi arbejder stadig på højtryk for at få fjernvarme ud til flere borgere i Brøndby Kommune.
I alle tre af vores kommende fjernvarmeområder er det indledende arbejde sat i gang – med Glostrup Syd som det område, hvor vi er længst i processen.
Her er der nemlig allerede valgt en entreprenør, som skal sørge for at fjernvarmerørene kommer i jorden og ind til boligerne
I øjeblikket arbejder vi på en tidsplan for udrulningen i området – og så snart vi har den klar, sørger vi for at melde det ud.
Vi indhenter tilbud fra entreprenører i Vesterled
Fjernvarmeetapen i Vesterled har netop været i EU-udbud, og her er fire entreprenører blevet prækvalificeret. De skal nu hver især udarbejde et tilbud på anlægsarbejdet.
Vi forventer, at det tager 5-6 uger, før vi modtager tilbuddene. Herefter vil vi udvælge det bedste – blandt andet med udgangspunkt i prisen, den forventede hastighed og entreprenørens arbejdskapacitet.
Når entreprenøren er valgt, går arbejdet i gang med at fastlægge en tidsplan, ligesom i Glostrup Syd.
Brøndby Strand sendes i EU-udbud til april
Efter forventningen sendes den sidste etape i Brøndby Strand i EU-udbud i starten af april, og herefter følger samme proces som i Glostrup Syd og Vesterled.
Du kan altid følge med i, hvor langt vi er nået med fjernvarmen på vores hjemmeside, som opdateres løbende igennem projektet.
Har du endnu ikke tilmeldt dig fjernvarmen, kan du gøre det her.
